Jeg må tilstå, at fotoet er fundet på nettet, for jeg tror ikke jeg nogensinde selv fik taget et billede af det, selvom jeg så den dagligt over to somre. Når man går i omgivelserne til daglig, er man desværre tilbøjelig til at glemme at se de smukke og egenartede ting. De er der jo også i morgen. Eksempelvis har jeg nok ikke fisket mindre, end efter jeg flyttede til Hvide Sande !!!!!









Billede fra Thule, hvor Ørnen er sne som aldrig smelter, da det ligger i evig skygge.

3 små historier.

Jeg vil gerne fortælle 3 små sandfærdige, næsten dagligdagshistorier fra Grønland.
At fortælle sandfærdige historier fra Grønland er bestemt meget let, da man sjældent behøver at krydre på dem, for at få dem til at blive spændende. Man fortæller aldrig usande historier, man fortæller måske historier som er ”befriet for belastende kendsgerninger”, og dette er skrøner. Jørn Riels definition på en skrøne: En sandhed som godt kunne være løgn, eller en løgn som godt kunne være sand.

Alle personnavne er opdigtede.

Den første handler om:
Venskab
Mit venskab med Peter Arseniq.
Peter Arseniq var en Guds benådet kok, som nogen gange var mere heldig med sin madlavning, end andre gange. Han var selvstændig, idet han havde et 22 personers luksusskib, som blev brugt som turistcharter. Båden hed "Ajungilaq" (At ha´ det godt), men blev aldrig kaldt andet end "Imaqa (måske) Ajungilaq" . Der blev ikke just spulet dæk hver dag, og derfor var båden rent faktisk sølet til med solarolie fra mast til køl. Peter Arseniq stammede temmelig kraftigt, ikke fordi det gjorde noget, for tit vidste man godt hvad han prøvede på at sige, mens man andre gange fik et totalt overraskende svar, og derfor var svaret altid værd at vente på.
Foruden at være kok, var han sin egen altmuligmand. En gang han sejlede med en bådfuld turister fik han motorstop. Også det kunne han klare. Efter endt reparation, hvor hænderne og armene var smurt godt til med gammel fedt og olie, gik han i kabyssen. En times tid senere, serverede han, iført plettet forklæde, frokost med lune frikadeller. Én af turisterne bemærkede hans rene hænder, og spurgte hvorledes han havde fået alt det skidt af.
Fffffrrffrrfffrriiikkkkkkkadellefars, var svaret.
På et tidspunkt, var jeg på jagt efter en grønlandsk kajak. Sådan en havde Arseniq da på hånden. Han skulle tage den med hjem til mig, næste gang han var i Nnnnnnnaannnnaannnnnaannnn, æh, sydpå. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det var meget svært for Arseniq at sige Nanortaliq.
Da Arseniq næste gang kom hjem fra en tur til Nanortaliq, spurgte jeg til kajakken. Her kom svaret: Ja, jjjjeeejjeg hhaaaahhhavde fået dddeen ombord, meeeen, ssssså kkom han, ham der eeeeeeejede kajakken.
Det er da venskab !!!

Den næste handler om:
Kærlighed
Kærlighed mellem Savitussoq og Naja.
Savitussoq var en meget god ven jeg havde, jagtkammerat, og lystfiskekammerat. Utallige var de ture vi havde på alkejagt i hans Pocajolle, rypejagter i fjeldene, laksefiskeri i elvene. Savitussoq (Den Fingernemme) hed han, da han havde mistet de to yderste led på samtlige otte fingre, kun tomlerne var gået fri. Men Savitussoq var ikke handikap´et af den grund. Han kunne sætte agn på kroge, han kunne stoppe sin pipe, og tænde den med tændstikker, men mest af alt, han var en fantastisk dygtig skytte. Og han var meget forelsket i sin Naja, som han boede sammen med. Naja var en henrivende pige, og udstyret med det, de fleste på disse breddegrader var udstyret med. Nemlig en gang imellem en pludselig trang til at gå i byen, og få noget imiaq, og det der ofte følger med. Og her snakker vi om enten eller. Naja havde været væk i to døgn, og Savitussoq var ude af sig selv af jalousi og bekymring, da hun først på aftenen viste sig i hjemmet. Savitussoq blev naturligvis glad da hun kom hjem, men hun kom kun hjem for igen at stikke af, med nogle af Savitussoq´s penge. De boede i en boligblok på 4. etage, og da Naja var kommet ned på parkeringspladsen, og ved at stige ind i en taxa, stod Savitussoq på altanen med sin ryperiffel. En cal. 22. Kuglen gik ind i Najas højre tinding, og ud gennem øjet.
Taxaen kørte omgående til hospitalet, og Naja blev næste dag fløjet til Godthåb sygehus, hvor man prøvede på at redde øjet, hvilket ikke lykkedes, så hun har nu glasøje. Savitussoq kom ombord på politikutteren, og blev sejlet til Godthåb, hvor de havde en ”åben arrest”. Her kunne han stort set gå og komme som det passede ham, blot skulle han være hjemme inden klokken 22, for da blev døren låst. Han kunne således besøge Naja på sygehuset hver dag. Et halvt års tid senere kom de igen hjem til Julianehåb, hvor de senere blev gift. For som Naja selv sagde. Når Savitussoq skyder mig, er det fordi han har meget stor kærlighed til mig.
Det er kærlighed

Den sidste handler om:
Sandhed
Juliane som ikke kunne lyve.
En god ven "Lille Pensel", gift med Juliane, arbejdede en tid i Narssarssuaq, som maler. En dag skulle han sejle over fjorden, til et udsted (bygd) Qagssiarssuq, hvor der var ca. en dags arbejde, så da planen var, at han skulle komme hjem samme aften, blev Juliane på basen. På Grønland opstår der af og til føhnvinde, på lokalt vestgrønlandsk hedder de sydost, da de altid kommer fra denne kant. På eskimoisk hedder de Piteraq, hvilket kan oversættes med noget som overfalder én ovenfra. En føhnvind opstår, når et lavtryk passerer langs kysten. Denne trækker så en kold og tung luftmasse ud over kanten af indlandsisen, hvorefter luftmassen med høj hastighed blæser nedad. Sådan en faldvind kan i vindstyke nå omkring det dobbelte af vores orkan i 1999, og temp. kan stige fra – 30 til + grader. Alt dette i løbet af få timer.
Da der nu kom en sådan sydost, kom Lille Pensel ikke hjem samme dag, først hen på eftermiddagen den næste, anløb han havnen, hvor Juliane stod og ventede på ham. Da Lille Pensel altid gerne ville være sjov, især i andres påhør, sagde han, sådan bare for sjov, til Juliane. Nå min Skat, jeg har hørt du har været mig utro.
Svaret kom for Lille Pensel temmelig overraskende: Jamen, jeg kunne ikke vente længere
Og dette var så absolut en sandhed.



Ultimativ køreglæde.

Billedet er fundet på nettet. Da jeg i tre måneder boede i Qanaq, og jeg nogle gange vær med på hundeslædetur, var det desværre fra november til februar (78-79). Og da er solen på vinterferie i det sydlige. De mest lyse tidspunkter, var ved fuldmåne.
På Thule gik solen ned midt i november, og den 22. februar kunne den så igen ses for første gang, hvis vejret tillod det. Datoen husker jeg så tydeligt, for da drak vi store (og mange) Tequila Sunrise. Opskriften er som følger: Glasset skal gerne have ligget i fryseren inden drinken blandes, da der således dannes et flot lag is på ydersiden når den bliver fyldt. Tequilaén hældes først i, dernæst orange juice (mængderne bestemmes ud fra smag og drikkevaner. Udendørs på Thule, var det dog nødvendigt at bruge lidt ekstra Tequila, på grund af frosten :-) men 2 cl. Tequila giver en god smag) og til sidst hældes forsigtig et lille sjat Grenadine oveni. Denne Grenadine lægger sig i bunden af glasset, og blander sig stille og roligt opad, så drinken i farve går blodrød fra bunden og gradvis opad, til helt gul i toppen. En flot drink, som smager usigeligt godt