Du er her: Forside » 5. hobbies » 5.5. jagt
.: Menu :.
  1. Grønland
  2. Sverige
  3. Billeder
  4. Køb / salg/ udleje / rep.
  5. Hobbies
 5.1. Musik
 5.2. Western
 5.3. MC
 5.4. Havfiskeri.
 5.4.1 Ferskvand.
 5.5. Jagt
 5.6 Kanotur 2002
 5.7 Kanotur 2003
 5.8 Kanotur 2004
 5.9 Kanotur 1 2005
 5.15 Kanobygning.
 5.16 Kajak
 5.17 Kajaksejllads
 5.20 Optræden
  6. Safari i Thy

Nedenstående historie sendte jeg ind til Dansk Jagt i 1987, som led i en mindre konkurrence.
Og trods Jantelovens gyldighed i Danmark, vil jeg ubeskedent fortælle, at jeg vandt 1. præmien.


Næste Gang Bliver Det Bukken.

16. Maj. Alene datoen !!! Når man siger disse to sætninger, sådan med lidt følelse og drømmende øjne, kan folk jo nok høre, man er passioneret pürschjæger, og ved, hvad det drejer sig om. Og dengang gjorde det jo ikke noget, om folk troede, at man……
Men altså – 16. maj. Sommeren mellem mit 16. og 17. år. Nu skulle Jyllands stærkeste, rødeste og flotteste seksender skydes. Riffel havde jeg ikke, og selv om det dengang stadig var tilladt at pürsche med hagl, var det ikke rigtig ”fint” nok.
Problemet var dog til at overskue, da jeg vinteren forinden havde gjort en rimelig god handel hos den lokale isenkræmmer i Lem St.
En dag jeg kom ind til ham, spurgte han mig, om jeg ikke ville købe et jagtgevær. Penge havde jeg jo ikke særlig mange af (heller ikke dengang) og jagtgevær havde jeg, så købe ville jeg ikke. Men alligevel! Jeg ville da godt lige vide hvad det var for én.
”Det er skam en russer”!
”En russer! Nej, den onde lyne mig, om jeg ville eje noget sådant!”
”Jamen det er en 20´er.”
”En hvad for noget? Du tror vel ikke jeg vil til at gå med damebøsse!”
”Det er en enkeltløbet!”
Nu måtte jeg faktisk så småt overgive mig til det muntre hjørne. Han troede da vel ikke for alvor, han kunne prakke mig en bøsse på, med tre så alvorlige skavanker. Nå, men han ville i hvert tilfælde lige vise mig den.
Den var ny, helt ny, havde aldrig været udendørs, og var såmænd helt pæn. Tja, den var faktisk ”slet æt så towle”. Men jeg havde jo hverken 200 eller 500 kr.
”Nå, nu må du se at komme med et bud, ellers må jeg se at få den smidt ud. Nu har jeg haft den til at stå i bagbutikken i snart tre år.”
”Ja, jeg vil ikke give mere end 35 kr. for sådan én!”
”Top, så er det din!”
Det kom lidt bag på mig, men 35 kr. kunne jeg vel få skrabet sammen. Det var faktisk et dejligt lille gevær.
Fem Rottweill brennecke-kugler i lommen, og den lille russer over skulderen. Hvis der var nogle, der så mig nu, ville de garanteret tro, jeg havde fået mig en rigtig riffel. Så jeg så rigtig stolt ud.
Men nå. Tilbage igen fra dette lille sidespring.
16. maj. Efter at være stået op midt om natten, spredt en halv pakke corn-flakes på gulvet, hældt mælk op i sukkerskålen, og børstet tænder i min mors hårshampoo på tube, ja så var jeg faktisk ved at være klar til at tage på safari.
Er alt udstyret husket og på plads? Blå gummisko, brune fløjlsbukser, grøn trøje, kikkert om halsen, russeren over skulderen, patroner i lommen, spejderdolken, tobak, pibe og tændstikker. Dolken til at brække bukken med, og en pibe tobak derpå.
Knallerten starter næsten første gang jeg prøver at løbe den i gang. Utroligt. Det tegner til at blive en god dag. Nu af sted østover mod heden. Hvilken herlig duft af sommer. Tænk at de fleste mennesker stadig ligger og sover. Ufatteligt de gider, sådanne dovenkroppe og slapsvanse. Jeg glemmer helt, hvad der ellers er min egen store interesse på dette tidlige tidspunkt. Nu varer det ikke længe, inden jeg så småt kan begynde at ane solen over horisonten. Intet, overhovedet intet, kan ødelægge mit gode humør nu ….. Du godeste, hvor er det i grunden koldt at køre på knallert uden jakke i en sådan en morgendis, og det går jo lige lukt igennem trøjen. Sku´ man vende om? Nej, aldrig i livet. Efter et kvarters kørsel er jeg for enden af de høje graner ved heden. Næsten stivfrossen. Hvem pokker kunne også vide, at det kan være så koldt om morgenen? Nå pyt, det skal nok give varmen, når jeg nu om et øjeblik kommer til at gå. Efter blot 15 meter er skoene drivvåde af morgenduggen, og det er heller ikke udpræget varmt. Måske nærmere ubehagelig koldt. Skulle man lige smutte hjem efter en jakke og noget tørt og varmt fodtøj?? Nej, nej og atter nej!!!
Pludselig høres en lyd bag mig. Jeg fryser nu helt til is. Snurrer alligevel lynhurtigt omkring med fingeren på aftrækkeren – klar til at skyde fra hoften, selvom der endnu ikke er kommet kugle i. Et dyr kommer styrtende imod mig, kaster sig frem mod mig, så jeg er lige ved at tabe balancen da den rammer mig. Hvad jeg sagde, da jeg var kommet mig over den lille forskrækkelse, som jeg dog nok ikke helt ville indrømme over for mig selv, kan jeg ikke huske, men ordene var sikkert mange og grove. Stakkels lille Pjevs (min fox-terrier) kunne naturligvis ikke forstå, hvorfor jeg ikke var glad for at se den. Vi skulle vel på jagt. Den kunne åbenbart ikke kende forskel på støverjagt og pürsch, så det prøvede jeg at forklare den, ved ligeså stille, at hviske søde små ord ind i dens øre. Ja, ja da, nu var der da en undskyldning for at komme hjem efter den jakke og de tørre sko.
En halv time efter, er jeg atter tilbage ved de høje graner. Nu står solen en smule over horisonten, duggen er så småt ved at være fortrængt, men ligger dog stadig koldt og klamt i de lange skygger. Hist og her ses de flotte perlende edderkoppespind, og lærken slår de skønneste triller højt oppe unde den blå himmel. Den er helt fri for morgenhæshed, hvilket er mere end man kan sige om den flok krager, som hastigt trækker vestover. De flyver højt i dag. Det er altså også det skønneste vejr man kan tænke sig. Nede på den spirende grønne kornmark, sidder der en flok morgenduelige tamduer. Det er nok dem hjemme fra kirketårnet. De bliver jo også vækket af ringeren hver morgen. Men det bliver de vel ikke til ringduer af. Nå, hvor skønt det end er at stå her og dvæle, så kan jeg jo ikke være bekendt at lade bukken stå og vente. Et kig i løbet på russeren. Skinner som katteskidt i måneskin. På plads med en brennecke, og så er jeg klar.
På listesko ind over heden, som foran mig ligger med spredte småbuske – fyr, ene og flere andre slags. Lige så stille hen til den nærmeste og forsigtigt op med kikkerten. Alt bliver minutiøst gennemsøgt. Ingenting her. Stille videre til det næste skjul, så lydløst som muligt med tilbageholdt åndedræt og spænding i hele kroppen. Pludselig brydes stilheden af en eksplosion lige foran mine fødder. Vingeslag og skogren. Ikke en halv meter foran mig letter han, kokken. Du gode Gud, hvor bli´r man dog forskrækket. Men flot er han, som han nu i glideflugt med solen skinnende i fjerdragten er på vej ned i den bregnefyldte lavning. Jeg har sat mig ned, og indsnuser den friske morgenbrise. Herligt, jeg synes næsten jeg kan lugte bregnerne derovre fra. HOV. Hvad pokker er nu det? Er det ikke…. jam…….. det ligner s´gu da. Lige så stille op med kikkerten, forsigtig nu. Jo for hulen da. Simpelthen den flotteste buk. Sikke dog en buk. Og så går han bare og venter på mig. Hvordan ser opsatsen ud? Tja, jeg kan godt nok ikke se, i kikkerten, om det er en seksender, eller om det bare er en gaffelbuk. Jeg kan faktisk ikke rigtig se, om det måske kun er en spidsbuk, eller om der i det hele taget er en opsats. Jo selvfølgelig er det en buk. Det skal det være. Nu gælder det. Men jeg skal mindst 3-500 meter nærmere, og så skal det også nok vise sig, at den har en præmieopsats, og så skal den kattenknurremig komme til at falde for en perfekt bladkugle.
Jeg har nøje indprentet mig hvor han står. Nu er det bare med at finde en vej derover. Vinden bærer da heldigvis den rette vej, men jeg skal i hvert fald lidt tilbage igen, så jeg kan komme i skjul bag fyrrebuskene. Lige så rolig ned på maven og så på hugorme-manér måske 100 meter tilbage til stedet, hvorfra jeg for kort tid siden var startet. Nu må jeg være i skjul for ham. Jeg rejser mig op, og med hovedet over busken kigger jeg derover igen. HAN ER VÆK! Jeg kan ikke se ham i kikkerten. Han har snydt mig, den Satan. Det er s´gu ikke rimeligt. Han har umuligt kunnet mærke mig. Hvorfor skal man også være så uheldig. Men hvad er nu det, det er dæleme svært at se, men jo, han står der endnu. Kunne heller ikke være andet bekendt. Nu må jeg lægge en slagplan. Lad mig se… For at have en chance for at komme på hold, må jeg over på den anden side af lavningen. Det går nok ikke at gå direkte, der er for stort et stykke bart hede, hvor han har helt frit udsyn. Der ser ud til at være pokkers til vej, hvis jeg skal have en mulighed, men han kommer jo nok ikke herover, så der er vel ikke andet for. I skjul bag buskene løber jeg et godt stykke vej. Nu skulle jeg nok uset kunne komme ned ad Klosteret til. Så vidt så godt. Pyha, nu mærker man, at solen er ved at have den magt, den manglede for en time siden. Jakken er ved at være til overs, af med den. Den kan jeg samle op på et senere tidspunkt. Jeg må hellere sætte mig ned og få pustet lidt ud, jeg skulle nødig ”blæse” ham væk. Lad mig se; det ser godt nok ud, dette her. Jeg skulle nemt kunne komme ham på skudhold herfra. Den smule vind der blæser nu, er stadig i en gunstig retning, og de spredte buske er gode gemmesteder. Efter at have kravlet, sneget, listet og mavet mig frem i en halv times tid, og haft kikkerten oppe utallige gange, mener jeg, jeg snart må være på skudhold. Hvis han ellers ikke har flyttet sig for langt. Jeg rejser mig halvt op og kigger over ad mod bregnerne og det sted, hvor kokken lettede for snart længe siden. Jo, det er lige her omkring jeg så bukken. Jeg sætter mig ned igen, knækker russeren, tager kuglen ud og kigger igen gennem løbet. Godt nok. Jeg lader igen og er faktisk helt klar. Mon han nu også er det? Jeg rejser mig igen halvt op og kigger mig forsigtigt rundt. Intet at se, ned igen. Samme procedure ved hver eneste busk. Håbet svinder og svinder, dog har jeg endnu ikke helt opgivet, og lister stadig lidt rundt og spejder.
Efter endnu et stykke tid er jeg kommet så lang fra det sted, hvor jeg først så ham, at alt håb nu synes ude. Det var godt nok ærgerligt, hvis jeg havde haft en rigtig riffel… hvis ikke Pjevs var kommet… hvis jeg var gået en anden vej… Nå skidt, jeg er såmænd også ved at være sulten, så jeg kan jo lige så godt se at finde hjemover igen.
Her skal du se en rimelig seksender, Far. Jeg henter én mere i aften hvis du også vil have én. Ja, eller: Tja, den er godt nok ikke så stor, men den store vil jeg vente lidt med.
Ingen af disse, eller andre historier kan man altså diske op med i dag. Jeg rejser mig op, og er lige begyndt at gå hjemover, da der pludselig ud af det bare intet, styrter et stykke råvildt væk fra mig, og ind mod skoven. Under 10 meter fra mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket, at det eneste, jeg kunne gøre, var at måbe. Der havde den ligget og tygget drøv, så tæt på mig. Men på sin vis var jeg alligevel heldig, for bæstet havde ingenting på hovedet. Det ville jo nok have ærgret mig ekstra, hvis jeg havde haft held til at pürsche mig så tæt ind på en buk, og den så bare skulle have held til at stikke af.
Men nå, faktisk syntes jeg selv, det næsten var en overordentlig vellykket pürsch. Ganske vist fik jeg ingen buk, jeg fik ikke skudt, det var en rå jeg fandt, men jeg havde bevidst over for mig selv, at jeg kunne pürsche råvildt, og så var dagen reddet.
Næste gang bliver det bukken, og så skal han få den bladkugle.

jb


  Jørgen Bukholt • Fyrvej 7 • 6960 Hvide Sande
Tlf.: 20 74 16 69 • Email: bukholt@os.dk
Powered by flexiWeb