Mai, Ditte og Rolf.

Niece, datter, søn og Far på Skjern Å.

Mandag den 14.07.2003

I år vil vi ikke bruge vores egen kano, da den kun kan tage 2 personer, og vi selvsagt er 4. Kanoen har vi derfor besluttet at leje hos Skjern Å Kanofart. En aluminiumskano, som kan laste 400 kg, og det skulle nemt kunne gå an til os alle 4, da vi ikke er så tunge. Mai 10 år, Rolf 12, Ditte 17, og jeg 75 (ikke år men kg)
09.00 Mai, Rolf og JB færdigpakket og farvel til Mor.
09.35 i Lem, hvor Ditte allerede står klar, og vi kører ca. 09.45. Klokken 09.45 er vi i Sandet ved Sdr. Felding, hos min svigerinde, hvor Claus, hendes logerende, har lovet os, at køre med os til M.E.S. søen, for at tage vores bil med tilbage til Sandet, og evt. parkere den ved Q8 stationen i Sdr. Felding.
Vi kører nu til M.E.S. søen, hvor vi finder kano, 2 x-tra stole, 3 padler og 4 redningsveste. At der mangler en paddel, er der ikke noget at gøre ved, så må vi jo bare skiftes lidt. På kanoen er hæftet en kuvert med mit navn. Inde i kuverten finder jeg, ikke overraskende, en faktura lydende på 845 kr., hvilket dækker leje af kano m. udstyr for 3 døgn inkl. ud- og hjemtransport af kano.
Vi får nu stuvet al vores grej ombord. Kanoen er 5½ m lang, så det går lige, men pladsen er lidt trang. Claus hjælper med at skubbe kanoen ned ad en sliske. Skønt slisken er ret stejl, skal vi både trække og skubbe. Den tungt lastede kano glider bestemt ikke af sig selv. Claus kan nu, med ønsket om god tur, vinke farvel, og tage vores bil med tilbage.
Iført de obligatoriske redningsveste, entrer vi nu kanoen. Ditte forrest, dernæst Mai, Rolf, og til slut undertegnede.

Vi sejler nu en rolig og flot tur over Brande Elværk Sø. Søen er omkranset af graner, og man kunne næsten føle sig hensat til en svensk skovsø. Her så vi nogle gråænder, som svømmede roligt i sivkanten med deres ællinger. Et enkelt svanepar og nogle rørhøns. Vi snakker lidt om, om vi måske kunne finde nogle af sidstnævntes reder, og håbe på de stadig havde æg, så kunne vi jo få røræg til morgenmad :0))


Efter en times tid, kommer vi til den anden ende af søen, hvor vi lige skal over et stemmeværk. Nu har vi ikke Claus til at hjælpe os, så vi må alle 4 smøge ærmerne godt op. Vi klarer det, uden at behøve at tage vores grej af kanoen. Men let er det bestemt ikke.


Vi sejler nu, i bagende solskin, videre ad åen, som her er ret smal, og med mange sving. Mai og Rolf må skiftes til den 3. paddel, men det går rigtig fint. Placeringer er der ingen der diskuterer. Ditte forrest, dernæst Mai, Rolf og jeg bagerst. Jo længere vi sejler, jo bedre bliver vi til at klare svingene. Her er det samarbejdet der tæller, og vi klarer det rigtig flot. Det synes de andre 3 også.


Ca. kl. 13.00 er vi ved Brande Camping. Her går vi i land, for at tage en lille slapper. Ingen af de tre matroser, har dog glemt, at jeg i et uforvarende øjeblik, var så letsindig at komme til at love dem en is, når vi nåede hertil. Vi køber nu 4 kæmpestore is. Så store, at Mai ikke kan spise det hele af sin. Men så er det jo godt at have en far, som ufortrødent træder hjælpende til.
Efter pausen, går turen nu videre til pladsen hvor vi har planlagt at overnatte, nemlig Sandfeldt Rast. Her på strækningen er der mange skarpe sving, og til tider en ret stærk strøm. I nogle af svingene, er det ligesom om, at kanoen hellere vil følge strømmen, end vores padler. I et sving med store træer med grene ud over brinken, var det lige ved at gå galt. Vi har lidt forskellige regler ombord. Jeg er skipper, og hvis jeg siger noget, er der ingen der diskuterer. Ingen må stå op, og hvis jeg siger: ro eller skod i venstre eller højre, så er det nu. Hvis jeg siger: ind med padlerne og ned med hovederne, så er det her og nu, og årebladet skal vende bagud. Dette for ikke at blive ”filtret” ind i træer og grene med risiko for at blive hevet overbord. Alle tre er gode til at reagere hurtigt, men alligevel var det lige ved at gå galt. Vi prøvede på, at klare svinget i dennes hals, men røg alligevel helt over i modsatte side, ind under en gammel gran. I den stærke strøm, havde vi et ganske kort øjeblik bagbords ræling under vand, men det lykkedes os at få kanoen rettet op før vi fik for meget vand indenbords. Men vand fik vi.



Klokken 15.00 fandt vi stedet, hvor vi havde planlagt den første overnatningslejr. Et rigtigt skønt sted. Her var masser af plads, mange bålpladser, toilet og vand. Ingen gebyr for at ligge her. Bålbrænde må sankes i skoven, og der må fiskes i åen. Der kan i øvrigt køres hertil, men det ser ikke ud til, at mange benytter sig af dette. Der var i hvert fald ingen køretøjer mens vi var der.
Imens jeg lossede kanoen, slæbte de tre matroser al vores grej til et dejligt hjørne. Vi blev dog enige om at slå teltet op, så vi får aftenskygge, da det er meget varmt. På denne måde får vi også morgensolen ind. Iflg. mit lille ”survival tool” har vi lige nu 30° C. i skyggen. Det er en utrolig flot dag, og trods varmen får vi teltet slået op, og udstyret på plads, så vi har en lille hyggelig lejr.
Nu skal der slappes af. Dog ikke med at dase. Vi har taget lidt forskelligt med, hvis tiden skulle blive lang, hvad den dog ikke på noget tidspunkt har været. Ungerne spiller nu tennis et stykke tid, mens jeg samler brænde, og gør klar til bål. Herefter afholder vi bueskydningskonkurrence. Det er vi sådan set ret gode til. Så gode, at vi må have ét eller andet småt at skyde efter. Vi tager en 1½ liters vandfyldt colaflaske (plastic), som ud over dette, også tjener som reservevandbeholder. Stillet op på ca. 15 meters afstand, skulle der jo ikke ske noget, selv om én eller anden skulle komme til at ramme den. Havde det nu gjaldt livet, havde vi nok ikke ramt. Men pilen gik faktisk klokkerent ind i flasken, så vi nu havde en drikkedunk mindre.
Ungerne hygger sig nu bare sammen. Går en tur i skoven, sidder med fødderne i vandet og fortæller sikkert hinanden gyselige røverhistorier. Jeg laver mad. Det er ikke noget stort trylleri. Ris i kogeposer, og opvarmning af en frossen gryderet hjemmefra. Boller i karry. Der var ikke meget frost i den længere, men da al vores proviant har ligget godt sammenpakket i en køletaske, har gryderetten virket som et stort køleelement, så det var stadig godt køligt.
Vi hjælpes ad med opvasken. Vi prøver på, at vi hver især klarer vores eget bestik m.m., og hjælpes ad, eller skiftes lidt, til det fælles.
Herefter brygger vi the, og spiller kort. Ditte kender et rigtigt godt spil hun vil lære os. Det hedder tegn, og skulle ikke være så svært at lære. Det viste sig, at det åbenbart er svært at huske, for hun kunne overhovedet ikke huske hvad det gik ud på, så det må vi have til gode.
Vi skød nu igen med bue. Nu kunne vi bestemt ikke ramme flasken. Havde vi nu taget vores vanddunk havde det nok kunnet lade sig gøre, men den ville jeg ikke sætte på spil.
Klokken ca. 23.00 kravlede vi i soveposerne, hvor vi fortalte ”fortsætter”-historier. Mon ikke de fleste kender det. Man begynder at digte på en historie, og fortæller nogle få sætninger, hvorefter den næste overtager, og så fremdeles. Det ender altid med de mest mærkelige og uforudsete eventyr. Dette eventyr kom bl.a. til et bestå af en invalidelokker, en mand der havde et træben som blev savet af, og en cykel bygget af to trillebør. Selve handlingen i historien skal jeg ikke referere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Disse historier er uden tvivl også bedst, mens de fortælles.
Næste morgen 07.30 vækkes ungerne til friskbrygget the og varme kakao. Dertil fik vi både blødkogte æg, og scramble-eggs. Da det ikke er en overlevelsestur, men en oplevelsestur, tager vi os god tid, så først henad klokken 10.30 har vi ryddet op på pladsen, lejren brudt ned, og kanoen pakket. Nu er der tre slags mennesker. Den første slags styrter af sted, uden at rydde op, og uden at se, om de har glemt noget. Den anden slags kigger efter om de nu har husket at få alt med. Så er der os, som også kigger efter, om de andre har glemt noget. Jeg har efterhånden så mange teltpløkke i alle størrelser, at jeg så småt har tænkt på at slå mig ned som pløk-sælger.
Efter en lille times sejlads, passerer vi udløbet af Holtum Å. Vi sejler videre, hvor åen har mange skarpe sving, og stærk strøm. I et sving kom vi forkert ved et birketræ, og sad fast. Rolf og Mai måtte lægge sig fladt ned, for ikke at blive taget af grenene. Vi fik med besvær i den stærke strøm kanoen trukket baglæns, ved at trække i grenene. Lidt senere finder vi en tabt paddel, så nu kan vi alle padle. Vi overhaler lidt senere 2 kanoer med 4 unge knægte. Redningsveste har de naturligvis ikke på, og øl mangler de bestemt ikke. Vi har også den sidste stykke tid kunnet følge deres spor i form af tomme dåser. De ser ud til at have en god tur. Det er garanteret rigtige drenge. Bare lidt synd, de endnu ikke har lært at respektere naturen. Jeg tænker både på redningsvestene, ”støjforureningen” og især alle de tomme øldåser i vandet. Jeg tænker lidt på, at man må håbe, de ikke falder over bord.
Pludselig lyder der en skurren, og vi står på grund. Jeg havde nok lagt mærke til nogle små hvirvler i vandet, men ikke tænkt synderligt over det. En grusbanke, og endnu en, ude midt i åen, men den er også ret bred her, åen. Ditte og jeg må stå ud af kanoen, for at få os fri, så det er jo godt vejret er med os. I dag er det ligeså varmt som i går.
Vi kommer nu lidt efter til Hytten Dambrug, hvor vi skal forbi et stemmeværk, med et vandfald på vel omkring 2 meters fald. Vi fortøjrer 15 m før, for at kigge lidt på ”sagen”. Det viser sig rent faktisk, at hvis vi kommer alt for tæt på, er der en risiko for, at vi ikke kan holde kanoen, og dermed risikerer, at vi ryger ned ad faldet. Vi beslutter os nu til, at lade Mai og Rolf blive på land. Kun Ditte og jeg sejler forbi stemmeværket, idet vi holder så langt til højre som muligt. Herefter skulle vi have kanoen slæbt på land, og ned ad en sliske. Vi holdt dog først en lille pause, hvor vi lavede en gang spaghetti.
På et skilt for den videre fremfærd stod der, at Forsigtighed tilrådes, da der på den næste strækning har flere store sten udlagt. Senere kommer vi også til et skilt, som viser denne tekst :

100 meter
Farligt vandfald
<-------

Vi er kommet til et T, hvor vi kan vælge, om vi vil sejle til højre, eller venstre. Eventyrlystne, som vi er, vælger vi at dreje til venstre, mod det ”farlige” vandfald.
Mai har på et tidligere tidspunkt spurgt, om vi kom til nogle vandfald, og sagt ”Øv”, da jeg svarede, at det gjorde vi ikke. Jeg troede bestemt ikke der var nogle. Da vi kom til ”Det brusende vandfald”, som bestod af nogle store sten som var lagt ud, lykkedes det os at sidde fast. Dog kun et kort øjeblik uden at vi kom på tværs af strømmen, og vi kunne atter sejle med den rolige strøm.
Efter vi havde denne ekstra paddel, sejlede vi nu hurtigere, og overhalede flere andre.
Vi er nu ved at trænge til at raste. Solen bager, og der står mange insekter under træerne, men ingen af dem stikker. Vi stinker også alle 4 af hvidløg. Om hvidløg hjælper, er der delte meninger om. Jeg er dog af den klare overbevisning, at myggene først vælger de personer, som ikke har spist hvidløg. Er man alene af sted, og myggene ikke har andre muligheder for at smæske sig, får man måske nok nogle stik, men forbavsende få, i sammenligning med de gange man er ”hvidløgsfri”.
Ved 16-tiden er vi i Skarrild. Undervejs havde vi set 2 døde dyr i vandkanten. Det 1. afsjælede legeme havde tilhørt en vandrotte. Det næste var lidt mere makabert, da det var et kreatur, som var i stærk forrådnelse. Det var øjensynligt faldet ned fra en høj skrænt, og kunne ikke komme op. Havde måske brækket halsen, eller var druknet.
Her i Skarrild købte vi ind hos en lokal købmand.
Grillpølser, brød og majskolber. Da der ikke er brænde her på pladsen, prøvede vi at købe en én-gangsgrill. Det havde jeg ikke prøvet før, og den ser ikke ud af meget. Men den virker, det må jeg sige. De første 8 brød nåede vi ikke at vende, de endte i løbet af meget kort tid, som små sorte forkullede stænger. Sikkert gode til at fodre ænder med i morgen.
Som vi sidder her, kommer de 4 unge og lægger til. De har til min glæde klaret turen, og er stadig højrøstede. Ligeledes de går til købmanden for at proviantere. Da de kommer tilbage, har de kun købt nogle kasser øl, og sejler således med denne forsyning videre
Vi trænger alle til at komme i soveposerne, men vælger dog at skyde lidt med bue og pil. Vi kommer derfor først til ro ret sendt, hvor vi afslutter dagen med at fortælle hinanden lidt historier. Da vi i morgen ikke har så langt at sejle, har vi besluttet at sove lidt længe.
Næste morgen ved 07.30 tiden er der meget varmt i teltet. Så varmt at Rolf står op, dernæst jeg og Mai. Ditte har et godt sovehjerte, så hende lader vi ligge lidt længere. Vi gør nu klar til at lave pandekager, og det lykkes nogenlunde, men da der er lidt vind, er mit lille gasblus ikke for god. Næste gang bliver det igen Trangia´en, den kan dog bruges selv i kraftig blæst. Vi fik dog lavet pandekager, brød, the og varm kakao. De næste par timer slappede vi bare af. Vi bryder lejren ned, pakker og sejler 13.30.
Allerede efter en ½ times sejlads er vi ved Skarrild Rast, halvdelen af den tid vi havde regnet med, så vi går i land og hygger med kortspil, the og kakao. Vi spiser hjemmekomponeret hvidløgsmadder, som består af en gennemskåret flüte med smør på den ene halvdel, syltetøj på den anden, og imellem lægges et ½ fed hvidløg. Vi har stadig ikke fået hverken mygge- , bremse- eller hvepsestik, skønt der er nok af alle tre slags insekter. Især hvepsene finder vores syltetøj stærkt fristende.
Her på Skarrild Rast er der rigtig dejlig. Pladsen er dog ikke så stor, men der kan ikke køres hertil. Pladsen er indhegnet, og på et skilt står, at man ikke må gå udenfor denne. Det er der dog heller ikke grund til, da der både findes vand og toilet. Brænde kan man ikke finde på pladsen, men når vi nu ved det, må vi jo bare tage noget med næste gang, og vi beslutter os for at overnatte her til næste år, i stedet for Skarrild By, hvor man ligger lige op ad landevejen. Her høres hverken andre mennesker eller biler. Kun skovens og naturens egne lyde, og det er jo naturen vi er på tur for at nyde.
Vi sejler ved 15.30 tiden de næste ca. 6 km til Sdr. Felding. En stille og rolig tur uden de store udfordringer, eller do. oplevelser.
Klokken 17.00 præcis, går vi i land i Sdr. Felding. Her holder min bil og venter på os. Kanoen skal her ved ophalingsstedet hales temmeligt langt op, så det er jo rart at have ”jydekrog” på bilen.
Efter afslutning på turen, kunne vi over en stor is, alle konstatere, at vi har haft en rigtig dejlig tur. Tre dejlige matroser, ingen har skændtes eller været uenige, og alt har været positivt og dejligt. Skånet for uheld af nogen art. Førstehjælpstasken har ikke været åbnet. Vejret har helt været på vores side. Sol, sol, sol. Aloe Vera på spray og creme er blevet flittigt brugt, alle har vi haft hatte på, som vi flere gange i dagenes løb har fyldt med køligt å-vand, for igen at tage dem på hovederne. Det køler meget, og risikoen for solstik er væk.
Vi er alle enige om, at tage turen igen til næste år. Dog med den forskel, at vi vil starte længere inde i landet, og derved bruge et par dage mere.


Slut på kanoturen 2003