Mail til John Weiss Andersen, formanden for Odense Havkajakklub.



Hej John.
Jeg vil allerførst starte med at sende en lille hilsen fra Geert Mørk, som har henvist mig til dig.
Ser du… Jeg sejler en del i kano, og byggede min egen sidste år. Da det gik godt nok, tænkte jeg på, at det næste så måtte være en kajak. Men helt tilfældigt faldt jeg over en gammel håndbygget grønlandsk kajak her i foråret. Godt mørnet i lærredet. Jeg pillede alt det gamle lærred af, og fandt alt træværket meget sundt og flot. Da jeg, skønt jeg har boet nogle år på Grønland, absolut ikke vidste hvad jeg skulle, søgte jeg på nettet, og fandt her Geerts hjemmeside. En, synes jeg, usandsynlig flink og hjælpsom mand. Vi mailede lidt sammen, bl.a. sendte jeg et par billeder. Jeg kørte så til Ubberud, hvor jeg så Geerts kajakker, men mest af alt, fik nogle gode vejledninger i at betrække kajakken, og et par tegninger, bl.a. af den lille opstrammer. Nu har jeg jo altid troet jeg vidste hvad en opstrammer var, ;-) men denne var ny for mig. Jeg købte lærred og tråd, og kørte hjem. Resultatet kan du se her.

under pkt. 5.11

Kajakken har nu ligget klar et stykke tid, da jeg godt ville have lidt kyndig instruktion i starten. En havkajakinstruktør i Rinkjøbing har lovet at tage med mig, men det ser ikke rigtig ud til at blive til noget. Her i mandags slap min tålmodighed op, og jeg tog en svoger med ned til havnen. Nu har jeg set en del videoklip om diverse rulninger, så det skulle jeg vel nok kunne lære !!!!!! Altså, jeg iførte mig våddragt, svømmevest og kajak. D.v.s. at det der med at iføre sig kajakken, voldte en del problemer i starten. Det gav et par ture i vandet, men det endte da med, at jeg kom indenbords. Jeg har sådan set nem ved at holde balancen. På alt muligt andet end denne kajak. Jeg ”vaklede” nogle meter frem, og bakkede tilbage igen. Det gik sådan set meget godt. Så nu ville jeg lidt længere. Det kom jeg da også. Men ikke ret meget. Jeg nåede lige at tage en kraftig indhalering af den friske luft før vandet lukkede sig om mig. De der klip med Grønlændervendiger jeg har set, må absolut være filmtricks. I hvert fald lykkedes det mig ikke på nogen måde at komme op. Efter et stykke tid lykkedes det mig at komme ud, og få næsen over vandet igen. Min kære svoger stod stadig med videokameraet og filmede. Han havde lige fået nye sko, så han ville helst ikke i vandet. (Om aftenen tog jeg to whisky, han fik kun én) Jeg måtte prøve igen. Denne gang sejlede jeg trods alt lidt længere, før jeg igen væltede, og denne gang spildte jeg ikke tid på at prøve at komme op, men kun på at komme ud, hvilket også lykkedes denne gang. Men det er bestemt ikke let. Jeg prøvede så tredje gang, og sejlede nu lidt rundt uden at vælte. Men jeg har lang vej, før jeg kan sejle ligesom Maliqiaq.

Nu kommer jeg så til sagen:
Geert mente, at jeg måske kunne komme med på en begyndertur med jer i Odense Havkajakklub, og jeg kan se i jeres kalender, at den næste er førstkommende onsdag ?

Med håb om, at måtte høre fra dig, sender jeg de bedste hilsener
Jørgen Bukholt
Hvide sande

Svar fra John:

Hej Jørgen
Det er en meget levende beskrivelse af dine prøvelser med kajakken.
Enten er kajakken meget ustabil, eller også er du ualmindelig tumpet :-).
Vi kan nok hjælpe med begge dele. Du kan få mulighed for at sammenligne din kajak med et rimeligt udvalg af dem, vi har bygget, og du kan få noget kompetent instruktion.
Vi har en rimelig succes med både bygning og instruktion. Jeg kan som eksempel på det mere ekstreme nævne, at op til flere folkeskolelærere har fuldført bygningen af en kajak, og de kan ligefrem ro i den.
Mon ikke vi så også kan klare dig???
De afklædte fotos af din kajak tyder på, at den er bygget på et hold under instruktion af Svend Ulstrup, og det plejer at være en rimelig garanti for basal kvalitet.
Hvis du kommer til vores klubhus på Kanalvej 42 i Odense senest kl. 17.45 på onsdag, kan vi nok finde ud af noget.

Inussiarnersumik inuulluaqqusillunga
John Weiss Andersen



Hej John.
Tak for mail.
Jeg har indtil modtagelsen af ovennævnte, håbet på at min kajak var ekstrem sødygtig og god. Nu håber jeg på en måde, det er kajakken det er galt med. Ved nærmere eftertanke, må der bestemt være en fejl ved den. Den er ajorpok. Imaqa. Jeg har et par ”venner”, som har læst din mail, de mener, ud fra det læste, at alt tyder på kajakken er som den skal være !!! Men hvad ved de om det!
Bortset fra det, kunne det måske tyde på jeg er lidt tumpet, da de fleste jeg snakker med, fortæller mig hvordan jeg skal gøre, og hvor let det er. Og de må alle være dygtige når de ved så meget om kajakroning, uden nogensinde selv at have prøvet det. Der er dog endnu ingen her i Hvide Sande der har ”haft tid til” at få en prøvetur.
Jeg vil meget gerne komme på besøg på onsdag. Og jeg glæder mig.
Asangnigtumik inûvluarit
Jûtut Qavdlunâq.
02.06.2006

Se min første tur i kajakken.
Onsdag aften. Kerteminde

Den 02.08.2006


Jeg pakker bilen med kajak + respektivt udstyr, og indkøber en flaske Blåvands Bitter til bestikkelse. (Det tætteste jeg kan komme på Hvide Sande desangående)

M.h.t. respektivt udstyr, købte jeg mig for et stykke tid siden en våddragt i Fakta. Jeg bedømte størrelsen Large til at passe mig. Da jeg kom hjem og prøvede om den passede, virkede den helt forkert. Den sad bestemt ikke godt om maven, og når jeg lukkede den i halsen kunne jeg ikke få luft, og da jeg mener at det er rimeligt nødvendigt at kunne få luft, anså jeg dragten for at være for lille. Ergo fik jeg den byttet til en X-Large. Hjem for at prøve den. Den passede bedre, men dog ikke optimalt, sad ligesom ikke helt rigtig. Benen og ærmerne var også vel lange.Men sådan måtte det jo være.
Et par uger efter, stod jeg på den lokale Vandskibane, og kiggede på disse unge mennesker, alle i våddragt. Pludselig lagde jeg mærke til, at de alle havde lynlåsen siddende i ryggen !!!
Da jeg hjemme igen pøvede dragten, denne gang ”omvendt”, fandt jeg ud af, dette nok var bedre, men nu sad den på mig, som en kedeldragt på en mumitrold. Jeg har senere fået mig anskaffet en brugt, som passer. Fra genbrugspladsen! Men det var jo også der jeg fandt kajakken. Det lykkedes mig at sælge dragten i Odense, ganske vist med et mindre tab. Men nok om mine evner som handelsmand.

Jeg kørte til Odense, hvor jeg efter en del søgen fandt Kanalvej, men kajakklubben kunne jeg ikke finde. Først helt ude for enden, fandt jeg noget der lignede lidt, nemlig Odense Roklub. Jeg kunne dog ingen grønlandske kajakker se. Jeg spurgte en kondiløber, (nej, jeg løb ikke efter ham, men bad ham pænt om at standse) om han vidste hvor Kajakklubben havde til huse. Han troede da nok det var her, men nej, nu mente han bestemt det var ovre på den anden side kanalen. Jeg måtte vende om, og igen køre ind til byen, for at komme om på den anden side. Jeg kørte nu flere km ud ad vejen, forbi Fynsværket m.m., og var helt ude på landet uden at finde klubben. Jeg måtte bide i det sure æble, og ringe til Geert for at spørge. Jeg tastede et nummer på mobilen, som straks blev besvaret. Jeg hørte ikke helt hvad manden i den anden ende sagde, da der i det samme fløj en krage fordi. Sikkert blot for at vende her. Jeg præsenterede mig, som jeg plejer, og sagde jeg ikke kunne finde Klubben. Ved du hvor Frederiksund Politistation ligger, spurgte han. Jeg mente ikke at være kommet helt så langt, så jeg svarede benægtende. Nå, sagde manden, men det er altså hertil du har ringet. Én eller anden har lavet en fejl. Det må være teleudbyderen. Jeg ringede nu til John, som mente jeg var lidt for langt ude !!!
Jeg kørte nu tilbage til klubhuset, som for øvrigt lå hvor den skulle. Bare på den modsatte side af vejen end den burde.
Her var der kommet 4-5 personer, som bød mig velkommen, og i løbet af den næste halve time, talte vi en skare på ca. 23. Jeg følte mig meget velkommen, hos dem alle. Det blev nok heller ikke dårligere af, at formanden fik den der fra Blåvand.
Mange forskellige mennesker, unge og ældre, hvoraf de fleste selv havde bygget sin egen kajak. Mange kajakker i flere forskellige farver, alle tilsyneladende lavere end min. De mente nok min kajak så godt nok ud, men synede høj og med for stor volumen.
Efter en lille velkomst, blev det bestemt, at vi skulle til Kerteminde.
Vel ankommet til Kerteminde, hjalp alle alle med at bære kajakker og grej ned på stranden. Os nybegyndere fik hver en erfaren kajakmand (uvist af hvilken grund fik jeg 2, nemlig formanden og Tim). Tim prøvede først min kajak, som han nok mente var temmelig ustabil, hvilket både glædede og ærgrede mig på samme tid. Jeg lånte nu Tims kajak, hvor John forklarede mig om både indstigning og forskellige teknikker. Jeg mærkede straks, at denne kajak var betydeligt mere stabil end min egen. Men kunne dog godt mærke, at jeg meget let også ville kunne kæntre i denne. Men da jeg nok skulle kunne komme ud ved en kæntring, og ydermere havde en erfaren ved min side, var jeg ved frisk mod. Vi sejlede nu lidt langs stranden uden at vælte. Sejlede tilbage på land, for at prøve at lægge ca. 10 kg ballast i bunden af min. Ballasten havde jeg forberedt hjemmefra, i form at 4 stk. 2 meter ¾ ” elektrikerrør, fyldt med bly. Disse stak jeg ind under tværribene klods op ad kølen. Dette hjalp en del, og vi sejlede igen ud. Tim i min, og jeg i Tims kajak. Nu kom John også ud, og vi sejlede sammen et stykke tid, hvor jeg fik diverse tips: brug overkroppen mere, stræk armene mere, find tåstøtterne, knæene op mod knæstøtterne o.s.v. Fik forklaring på, hvordan man ved kæntring selv kommer ud, og hvordan man hjælper hinanden. Ville gerne se det, så John og Tim ville vise mig hvordan. Da det er John der er formand (eller også havde Tim mest lyst til at komme i vandet), skulle Tim kæntre.
Jeg så nu, hvordan man hjælper hinanden. Hvis jeg ikke havde set det, (og senere selv prøvet) ville jeg nok have svært ved at tro, at det næsten er nemt.
Tim kæntrede, blev liggende lidt med bunden i vejret, og kom så til syne, og ”reddede” først sin pagaj. John padlede hen til den forulykkede kajak, og trak stævnen op over sin egen. Ved fælles hjælp fik de nu tømt kajakken for vand, ved simpelthen at vippe den over Johns kajak. Da begge kajakker igen lå i vandet ved siden af hinanden, med forstævnen i hver sin retning, svømmede Tim ind mellem kajakkerne, og liggende på ryggen svang et ben op på hver kajak. Kunne nu møvre sig ind på sin egen, og liggende på ryggen trække sig helt hen til mandehullet, mens John støttede kajakken. Tydeligt det ikke var første gang. Det er nok overflødigt at nævne, at bunden er uden for rækkevidde.
Jeg spurgte, om jeg måtte prøve det samme, da jeg gerne ville have kyndig hjælp. Det havde de bestemt ikke noget imod. Ja, jeg tror næsten John glædede sig, at dømme efter hans attitude. Han padlede straks hen til mig og begyndte at rokke og vippe med min kajak. Men besynderligt nok væltede jeg ikke. Ikke før han holdt op. Så skete det. Men jeg er jo en erfaren kæntrer. Efter at have sejlet 5 minutter hjemme i Hvide Sande, var jeg i vandet tre gange! Så jeg kom nemt ud af kajakken. Denne gang nemmere end derhjemme. Nu var jeg også mere tryg, og havde også fået at vide hvordan. Jeg fangede pagajen, og John kajakken. Nu prøvede jeg så det samme som jeg lige havde set Tim gøre. Det gik ganske godt. Dejligt at have prøvet, og vide det kan lade sig gøre. Det giver en indre ro og tryghed.
Jeg så nu flere lave redningsøvelser, hvor een kæntrer og bruger det internationale ”nødråb”, ved at klappe på kajakbunden, som jo vender opad, og vinke frem og tilbage med hænderne. En anden sejler da straks hen og støder stævnen ind i siden på den kæntrede, som nu ved hjælp af denne stævn kan trække sig selv op.
Det så spændende ud, så jeg spurgte Tim, om jeg måtte prøve. Han kiggede først lidt på mig, og sagde derpå ja. Jeg sikrede mig naturligvis at han efter mit skøn ikke befandt sig alt for langt væk. Så væltede jeg lige så stille, og med hovedet nedad klappede på kajakbunden, og vinkede med hænderne frem og tilbage. Han var der næsten øjeblikkelig, men fra den anden side end jeg havde ventet. Selv om jeg var forberedt på at vende bunden i vejret, mistede jeg alligevel lidt orienteringen, for naturligvis hvis han er på min venstre side når jeg sidder med hovedet opad, vil han være på min højre side når jeg ligger med hovedet nedad. Ikk´?
Jeg prøvede herefter min egen kajak, og kunne mærke stor forskel efter der er kommet ballast i bunden. Måske også fordi jeg nu har prøvet at sejle lidt. Men stadigvæk, den er meget ustabil i forhold til de andre.
Jeg fik nu lov at prøve en anden kajak, jeg kan desværre ikke huske hvad hun hed, kajakkens ejerinde, men tak for lån! Kajakken var flot gul. Den var rigtig dejlig at sejle i, så Tim mente vi skulle prøve en hård vending. Altså ikke et rul, men blot en vending, så vi vender den anden vej. Disse kraftige padeltag kræver en vis balance. Efter et par vellykkede vendinger, sad vi stille og roligt og snakkede, og jeg var blevet helt stolt af mig selv. Jeg sagde til Tim, at denne kajak ligger utroligt stabilt. Med det resultat, at jeg pludselig væltede, hvilket kom aldeles bag på mig. Men pyt, jeg gjorde som jeg havde prøvet med Tim for lidt siden, og efter et kort øjeblik var jeg, med Tims hjælp, atter på ret køl.
Jeg tænkte så småt, at nu vil jeg s´gu prøve at lave et grønlændervending, det ser ud til de fleste andre kan det. Men så hørte jeg én og anden sige, at første gang det lykkes, skal men give en flaske whisky. Så deeeet.
De andre lå og hyggede sig gevaldigt med kæntringer, rul, et par stykker stod op i kajakken, og to personer så jeg sejle med bunden i vejret, som jeg på videoklip har set grønlænderen Maligiaq gøre. Det må jeg have lært.

Klokken var vel ca. 22.00, da vi havde alle kajakker på land og læsset på h.h.v. trailer og biler. Nu var der dømt hygge en øls tid på stranden. Én af kajakklubbens medlemmer, nok den mest uundværlige, havde øl med, og det har han efter sigende hver gang.
Vi vendte næserne hjemad mod Odense. Jeg havde en anden nybegynder, Kim med i min bil, og da Kim for ikke så længe siden er flyttet til Odense, og også er jyde, blev vi enige om, at følge efter en bil med kajak på taget. Da vi kom til Odense, fortsatte vi naturligvis med at følge efter ham. Det viste sig dog at han ikke kørte til klubben, men derimod ind på banegården, men ledte os siden på rette vej.
Vel ankommet til klubben, blev vi beværtet med hygge, kaffe og ostemad, i en hyggelig og dejlig atmosfære.
Desværre ligger Odense langt væk, og ikke lige så centralt som Hvide Sande, ellers havde jeg allerede søgt ind som medlem. Det gør jeg måske alligevel, selv om den årlige kontingent andrager 7 gange mere end jeg gav for min kajak !!!!!
Det skal her oplyses, at jeg gav 30 kr. for kajakken.

Til klubbens medlemmer, og især John: Tak for en dejlig og lærerig aften.

Asangnigtumik inûvluarit

Jørgen

Tilbage til toppen.