Før turens start.
Et par dage efter at have modtaget deltagerlisten over turens samtlige deltagere, modtog jeg en mail fra en, troede jeg, for mig ganske ukendt person. Startende med: Heyy Jørgen. Du er da den, i 70erne så berygtede : "Lyserøde Panter" - ikke..? Det viste sig, at James er nevø til én af mine bedste kammerater gennem årene på Grønland. Gennem ”Onkel Jacob” kender han stort set til alle mine ungdommelige eskapader fra det vilde liv fra dette så pragtfulde store land. Kalâtdlit nunât. Vi havde mødt hinanden en enkelt gang tidligere. Nemlig til samme Onkel Jacobs begravelse. Han døde desværre alt for tidligt.
Kendskabet til trods, turde James godt foreslå, at vi fulgtes ad fra Ringkøbing til Thy. I Holstebro samlede vi endnu en deltager op, nemlig Morten fra København. Men han var nu god nok. Klokken var nu 15.00 da vi kom til Holstebro, hvor Morten netop ankom med 4-toget. Vi havde nu en time, inden vi skulle være på det aftalte sted. Det burde være meget passende. Meget trafik denne fredag eftermiddag, tunge regnbyger, en lastbil foran, og foran denne en ”blæksprutte” (en gyllenedfælder) 40 km/t. Ydermere var der flere kilometer end jeg havde regnet med. Vi startede derfor med at kommende anstigende præcist…½ time efter det aftalte tidspunkt. Kim, vores turleder havde opgivet os, og flokken var begyndt at begive sig til lappekåten, hvor turen skulle tage sin begyndelse. Allerede på dette tidlige tidspunkt gjorde vi os åbenbart så bemærkede, ved ikke at være her, at de alle kunne huske vore navne på resten af turen. Vi undskyldte naturligvis vi kom for sent. En halv time er vel lige i overkanten, selv indenfor det man kalder ”Vestjysk præcision”. På den anden side, så var vi 3 personer, så i grunden kom vi i gennemsnit altså kun 10 minutter for sent, og det er da meget pænt.

Start
I spredt flok drog vi nu til lappekåten. Jeg fulgtes et stykke ad vejen med Kim. Han forklarede at på grund af hærværk, har man været nødsaget til, at rejse kåten m.m. på et godt skjult sted i skoven. På vejen derhen, kunne jeg godt se, at den lå godt af vejen, og ikke var nem at finde. Hvilket i øvrigt også på et senere tidspunkt, skulle vise sig at holde stik.
Vel ankommet til kåten, blev vi modtaget af en reporter fra TV MidtVest, med filmhold og det hele. Vi blev nu, de af os der ikke havde noget imod det, interviewet én efter én. Herefter havde vi en præsentationsrunde, hvor vi lige fortalte lidt om os selv. Hvem vi var, hvorfor vi havde søgt om at komme med på turen, og vores baggrund, hvilke var yderst forskellige. Med hensyn til fritidsinteresser var vi dog en homogen flok. Naturligvis havde vi alle en meget stor interesse for naturen og friluftsliv. Der var heller ikke én eneste af os deltagere der ikke havde udstyret til overnatning i det fri i orden.
Under denne præsentationsrunde, ringede pludselig en mobiltelefon. Og det hører simpelthen ingen steder hjemme på sådan en tur. Og jeg tror alle kiggede misbilligende efter lyden. Jeg skyndte mig derfor at få den op af lommen, og få den slukket. Hvilket er meget svært at gøre ubemærket, især når man har bukser på med 17 lommer. Rikke var særdeles hurtig til at uddelegere opvasken til undertegnede.

Træklatring.
Efter vi hver især havde fundet os et ”hjørne” til vores grej, gik vi til en skovlegeplads, hvor der i skoven var nogle træer. Disse træer var store. Meget store. Større end det træ vi har her i Hvide Sande. Jeg ved ikke nøjagtigt hvor stort vores træ er, men hvis man skal måle det i højden, er man nødt til at grave en stige ca. 3 meter ned i jorden. Det er besværligt. Jeg prøvede engang. Efter 5 minutter kom der nogle turister, og manden sagde: ”Was machen Sie doch?”. Da det for mig lød som et spørgsmål, svarede jeg, som sandt var: ”A ska mol æ holz!” ”Ach so, eine neue mole von holz, nee. Kann man davon angeln?“ Uanset hvad det var manden ville købe, så havde jeg det nok ikke i lommen, så jeg sagde: ”Jaa jaa , dissen væk, unt so gerade heraus, liiii uj zum venstre“!!! Manden smilede og sagde ”Mein Gott” og gik til højre. Det er altid rart at kan tale forskellige sprog.
Tilbage til træerne i Thy. Tonny forklarede lidt om træerne, og om hvordan vi skulle klatre op. Han forsikrede os om sikkerheden, som var i top. Tonny kravlede nu op til tops, som en anden lumber-jack. Nej, jeg tror kun det er i Monty Python lumber-jacks bruger rød bh og trusser. Men jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed. Han fæstnede nu en talje i 15 meters højde, så vi kunne sikres med en livline. Vel nede igen, skulle vi i gang. Første mand var en kvinde, nemlig Lone, fotografen fra TV MidtVest. Hun stoppede resolut kameraudstyret i sin rygsæk, fæstnede livlinen, og kravlede til tops. Vel at mærke forbi taljen, hun skulle jo filme os, når vi kravlede op. Når vi var kommet helt op, så højt så vi kunne ringe med klokken, hvis den havde været der, skulle vi jo igen ned. Det foregik næsten som rapelling, blot med den forskel, at det ikke var én selv der kunne bremse tovet, men Tonny som stod bundet til et træ på jorden. Ikke fordi han på det tidspunkt havde gjort noget galt, men det kunne jo hænde, at nogle af os var tungere end ham, og der er jo visse fysiske love, man er nødt til at overholde.
Under overværelse af de andres klatreture, stod jeg og snakkede med Anne Marie. Sådan lidt om, hvad vi laver i det daglige. Hun var landbrugsuddannet, men studerede nu indenfor forstvæsenet. Snakkede lidt om, at lønnen ikke er det altafgørende, men at det derimod er meget væsentligt at være glad for sit arbejde. Jeg kommenterede det med, at f.eks. synes jeg, det må være meget kedeligt at arbejde med tal. At være revisor må være noget af det kedeligste. Heldigvis er Rikkes arme ikke så lange. Havde de været 14 cm. længere, havde jeg fået en knytnæve lige i ansigtet. Jeg spurgte ikke om hendes arbejde i det civile. Derimod skyndte jeg mig at sige, at jeg kendte da mange pæne mennesker der var revisorer, og at jeg var meget glad for, at nogen trods alt ville påtage sig disse opgaver i, og for samfundet. Rikke ligner i grunden slet ikke en revisor. Se dette var venligt ment.
Vi havde alle en vellykket optur, hvorefter vi hver især fik en gevaldig nedtur. Kun Kim var ikke med. Han var i dette tidsrum forfremmet til kogekone.

Aftensmad
Efter vores præstationer, gik vi i samlet flok tilbage til kåten, hvor Kim ventede med en varm jægergryde fyldt med velstegte rågeunger. Disse skydes af enkelte jægere med speciel tilladelse, tidligt om morgenen, som en pürchjagt. Ungerne skydes lige før de er flyvefærdige, simpelthen for at holde bestanden nede, og de skydes med en småkalibret riffel, gerne en salonriffel. Fuglen tager ikke skade af så lille et projektil. Dvs., den dør godt nok af det, men kødet bliver ikke smadret. Ydermere er der også den fordel, at skuddet ikke høres så langt, og da rågekolonierne gerne er i byerne, eller i anlæg, vækkes folk ikke af skuddet. Det er også træls hvis fru Jensen under morgenluftningen af puddelen bliver forskrækket, og uvilkårligt vil skælde den ”fæle lystmorder” ud. ”Disse søde små fugle”. Hun tænker ikke over, hvor hun selv skælder ud over rågerne, når de skider på hendes blondetrusser. Når de hænger på snoren. Trusserne.
Tilbage til gryden.
James bød en (een) flaske vin rundt. En flot gestus. 14 personer sad derefter og smæskede i rødvin til langt hen på aftenen. Vi fik også en øl af SNS. Dog ikke til deling. Jeg må lige sige, at rågeunger smager rigtig godt, lidt ligesom skovduer. Kødet er meget mørkt.

Vandretur til sydkanten af Hanstholm Reservatet.
Efter at have spist pænt op, inviterede Kim på aftentur. Vi drog i samlet flok mod Hanstholm Reservat. Under turen fik vi fortalt en masse om naturen. Tonny forklarede en del om de mange oddere, vi (ikke) så. Vi blev på et tidspunkt overhalet indenom af en Nissan Patrol, ført af Carsten Bjørnskov, kendt af mange fra foredrag om naturen, både ude i samfundet, såvel som fra diverse udsendelser i radioen.
Ankommet til sydkanten af reservatet, stillede Carsten en stor kikkert op, vi efter tur kunne kigge i. Han fortalte spændende om landskabet, og dets beboere. Vi så flere hjorte, og mange gæs, som kom hjem fra fouragering. Carsten fortalte der også er en del traner, dem så vi nu ingen af, men da det var fredag aften, var de måske ude at danse.
På vej tilbage gennem skoven, som efterhånden blev mørkere og mørkere, gik Janne og jeg og snakkede om vores store fælles interesse. Heste. Nærmere betegnet, ikke blot heste, men westernridning og specielt horsemanship. Uden at lægge mærke til det, kom vi længere og længere bagud. Til sidst var de andre bare væk. Men pyt, vi har begge vores gode stedsans, så vi vidste præcist hvor vi var. Da vi kom til stien som skulle føre til kåten, så den lidt anderledes ud, end da det var lyst, men vi gik ufortrødent videre. Da vi havde gået ret langt uden at komme til kåten, blev vi enige om, at det nok ikke var den rigtige sti. Og det havde vi ret i. Vi gik da tilbage, til vi kom til skovvejen. Jeg havde mit lille ”overlevelses-tool” med. Kompas, natlys, fløjte, termometer og lup. Luppen havde vi ikke brug for, termometeret behøvede vi ikke, da vi kunne mærke at vi ikke frøs. Fløjten ville vi ikke bruge. Vi var jo ikke væk, det var kåten der var væk. Kim havde gemt den godt, men vi havde nu ingen planer om at lave hærværk på den, endsige brænde den af. Vi kiggede lidt på kompasset. Det viste sig den virkede. Den røde pil pegede mod nord. Vi blev enige om at gå lige mod syd, da vi så måtte komme til savværket. Ganske rigtigt. Lidt efter stod vi ved savværket, men kunne heller ikke derfra finde tilbage til kåten. For nu at være helt sikre på, hvor vi var, gik vi hen hvor vore biler stod parkeret. Også det viste sig at være rigtigt. Vi gik nu langs vejen ca. ½ km, og skulle da kunne finde skovlegepladsen, hvor vi tidligere på dagen klatrede i træet. Ingen besvær med det. Vi fandt også træet, og ved at kigge op mod himlen, kunne vi konstatere det var det rigtige. Nu vidste vi i hvad retning kåten var. Janne spurgte, om ikke jeg troede turlederne var mere urolige for os, end vi selv var, og det tror jeg faktisk de var. Vi vidste jo mere end de gjorde. Vi vidste hvor vi var, det vidste de ikke. Lige som vi forlod legepladsen, hørte vi nogle der råbte hallo, og nogle der fløjtede. For ikke at virke uhøflige, fløjtede vi igen. Hen ad stien imod os kom gående to projektører. En pandelampe og en stavlygte. For enden af disse var Rikke og Tonny. To minutter senere var vi tilbage i kåten. Nu manglede kun Kim. Han var på eftersøgning. Så måtte Tonny ud at lede efter ham. Vi takkede naturligvis for deres omsorg.
En godnatøl, og så til køjs.

Lørdag morgen.
Der gås til bredden af Vandet Sø
Op af poserne, og få gjort morgentoilette. Der var kun ét toilet til deling, men da det strakte sig over hele reservatet, var der plads til alle. Mens vi pakkede vores grej, lavede Kim morgenmad. Vand til kaffe og æg til madpakker, bacon og spejlæg. Alt tilberedt over bålet inde i kåten. Efter vi hver især havde smurt vores madpakker, gik vi til Vandet Sø. Janne og jeg fik ikke lov til at gå bagerst.

Roning over søen
Her skulle vi ro over til sydsiden, hvor der skulle stå en flok cykler til os. Vel ankommet til søen, fik vi hver især udleveret redningsveste, og entrede to robåde. Fire årer i hver, så vi kunne skiftes til at ro. Kim var lidt i tvivl, om vi kunne klare turen uden brug af motor, da det blæste en del, og bølgerne var efter forholdene ret høje, men selvom den ene båd var monteret med påhængsmotor, gik det udelukkende med rå rokraft. Det der med robåd, er ikke lige mig. Jeg kan bedre med kano eller kajak. Straks da Tonny fik en åre i sine hænder gik det bedre. Med sin styrke fra mange års arbejde i skoven, brækkede han omgående sin åre. Jeg havde nu pludselig en padel til rådighed, og så var jeg mere på hjemmebane. Den anden ende troede jeg så vi kunne bruge som stage. Efter mange års pramjagt hjemme i rørskoven er dette ej heller uvant for mig. Med den halve meter der så ud til at være til bunden, skulle det ikke være noget problem. Jeg blev igen klogere, hvilket nogle mennesker i min omgangskreds ikke mener er nogen skade til. At vand i en dansk sø kan være så rent og klart, med så stor en sigtbarhed, var jeg ikke klar over. Der hvor jeg troede der var ½ meter, var der ifølge Tonny 5 meter til bunden. Med ombord, havde vi en vandkikkert. Ikke at den forstørrer, men den virker på den måde, at når glasset kommer under vandoverfladen, brydes vandspejlet, og det er næsten ligesom at dykke. Den kendes også fra Rasmus Klump og Anders And.
Da holdet i den anden robåd havde slappet af i land ½ times tid, kunne vi omsider, godt trætte i armene, gå i land, hvorefter de dejlige mennesker mente pausen havde varet længe nok, så vi måtte videre til vores cykler.

På cykel gennem Vandet, Nystrup og Tvorup Plantager til Sdr. Vorupør.
Der var cykler til alle. Jeg ville gerne have haft en grøn. Men jeg vil da ikke være besværlig, så jeg måtte klare mig med en sort. Det gik dog. Man kan i grunden overskride mange grænser hvis man har viljen. Tonny fik den grønne. Skovmandskræfterne sidder ikke kun i armene, for efter at have kørt ganske kort vej, ville han lige køre lidt hurtigere frem, hvilket kæden ikke kunne holde til. Og det var endda den grønne cykel. Da Kim blev spurgt, om han kunne gætte hvem der havde ødelagt cyklen, kom han vist nok, uvist af hvilken grund, til at nævne mit navn.
Efter at have cyklet i en meget smuk natur, i noget pragtfuldt vejr, frisk vind og høj sol, forbi en golfbane, kom vi til en kirkeruin, hvor vi stoppede op, og spiste vore madpakker. Her fortalte Kim og Tonny om kirkeruinen og tidligere præster.
Efter denne rast, besteg vi igen cyklerne, og fortsatte til et herresæde, som vi stoppede ved. Kim fortalte lidt om sædet, men desværre missede jeg navnet. Videre igen, til vi kom til et stort hedeareal. Her stoppede vi op lidt, hvor Kim fortalte om heden. Vi cyklede nu over heden vestsydvest, i strid modvind, mod Sdr. Vorupør. Ikke på asfalt, ikke på skovvej, men vist nok på en gangsti. Måske har der engang gået et menneske her, måske endda to, jeg ved det ikke. Én af pigerne havde vist nok fået en cykel med kun tre gear, og det var lidt synd. På den anden side, fik hun da en rigtig hedetur.

Ridning fra Sdr. Vorupør til havet.
Ankommet til Sdr. Vorupør, stod der 7 islændere og to danskere og ventede på os. Islænderne havde sadler og hovedtøj på. Danskerne ridebukser. I vores flok, var vi nogle erfarne ryttere, nogle mindre erfarne, og nogle som absolut aldrig havde set en hest før. På vejen derhen fortalte Peter, at han godt vidste hvad en hest var. Han havde en gang set een. Så vidt han vidste, havde de fleste 4 ben, som gerne vendte nedad. Og at de vistnok ingen horn havde. Og det er jo rigtig nok. Da Peter kom op på hesten, som aldeles ikke var af de største eksemplarer, selv indenfor denne ædle race under arten Equus, og Peter ikke den mindste indenfor Homo Sapiens, og fik fødderne placeret i stigbøjlerne, har det måske ikke set helt stilrent ud. Den tidligere rytter har nok været en anelse mere kortbenet, for Peters knæ var faretruende tæt på hans hage, hvilket fik hesteudlejeren til, på ganske diplomatisk vis, at spørge Peter, om stigbøjlerne passede i længden. Peters svar kom omgående, og lige fra hjertet: ”Det har jeg ved Gud ingen anelse om”!!! Peter og hesten stod i åbenbart eminent telepatisk forbindelse, for det sidste Peter sagde til mig efter 10 meters skridt, da han startede som bagtrop, var: ”Det her er altså godt nok ikke lige mig”. Fem minutter senere kom ekvipagen tilbage, uden Peter havde rørt tøjlerne.
Vi andre fik 1½ times ridetur, først over klitterne ned til stranden. Da vi holdt på den sidste klittop før Vesterhavet måtte vi lige nyde udsigten. Nu er klitterne og havet jo stort set den samme som omkring Hvide Sande, men lige smuk hver gang. Men første gang man ser havet fra hesteryg på en klittop i et så pragtfuldt vejr, kan tage vejret helt fra én. Grønne klitter, svajende hjelme og marehalm i lyse og mørke grønne farver, dybblå himmel med grå og hvide skyer der haster mod øst, ligesom for at komme i læ inde i landet, dybblå hav med friske hvide toppe i brændingen, og den dejlige salte blæst lige ind i hovedet. Balsam for sjælen. Der burde måske sættes et klistermærke på, ligesom på den lifligste tobak. ”Advarsel. Stærkt vanedannende”! En god ven inde fra landet, sagde engang til mig, at han elskede at komme til Vesterhavet, det lugter nemlig altid af sommer.
På stranden fik vi lov at ride i galop. Hesteudlejeren sagde, at i galop går det rigtig rigtig stærkt. Hun har nok ikke prøvet en westernredet araber eller American Quarter. Sådan nogle kan også være vanedannende. Stærkt vanedannende. En Quarter er verdens hurtigste hest på 1/4 mile. Ca. 400 meter på 23 sekunder, hvilket giver en fart på 76 km/t. Jeg har dog endnu ikke selv prøvet en helt så hurtig Quarter.
Tilbage til havet. Lone tog kamera i rygsækken, og red i strakt galop nordpå, for at filme os når vi kom ridende. Det virkede meget fint på TV.
Lidt spredt galop på stranden. Mortens hest var i tølt flere gange, men han er også islændervant. Både hjemme på Sjælland, og på Island har han redet islændere. Derpå op gennem endnu et smukt klitlandskab, her begyndte Peter Petersen, som ikke er ham med hesten, men ham med cyklen at synge ”Jeg er en glad lille cowboy”, hvorefter jeg begyndte at synge med. Vi kunne desværre ikke rigtig huske teksten, så vi måtte stoppe, hvilket uden tvivl ærgrede de andre. Jeg tror nemlig de godt kunne lide vores 2 stemmige sang, for de sad og smilede til hinanden. Tilbage med hestene. Nu kunne vi få tilladelse til at fjerne fremmedlegemerne fra vore hoveder. Ridehjelmene. Jeg havde ikke troet jeg skulle have sådan én på hovedet igen. På den anden side passer en Stetson alligevel ikke helt til en islænder med do sadel. Det ville simpelthen være stilforvirring. Synd for begge. Min på hovedet medbragte Fjellräv kunne nu godt have været brugt.
Skønt vi fik at vide af hesteudlejeren, at det var dagens første tur for hestene, var vi tre der havde meget svært ved at tro det kunne passe. Os tre med disse helt personlige meninger var en meget hestekyndig turdeltager (her skal ikke nævnes navn), jeg selv, og Peters hest. Den sagde det til os flere gange. Dette kaldes ikke horsewhispering, men slet og ret horsetalk, eller bodylanguage.

På cykel til overnatningssted i Stenbjerg Plantage vest.
Denne tur foregik for første dels vedkommende på asfalt, hvor vi snart kom forbi den første tegn på civilisation, en lille købmandshandel. Her blev vi enige om, at vi ville virke som om civilisationen trods alt ikke var os helt fremmed. Vi ville købe en øl, hvilket i øvrigt nok heller ikke ville være det værste. Nogle sagde de ikke havde penge med. Pyt, det gør da ikke noget, jeg skal gerne lægge ud, sagde jeg flot. Og altså, helt ærlig, tro det eller ej. Jeg anede altså ikke mine penge lå noget der syntes flere dagsrejser væk, nemlig i min bil. Jeg blev dog, lige som Signe i ”Signe og BS” i yderste nød, reddet af BS. Nemlig af Bente Sørensen. Og så købte hun Thy Øko Pils (hvis jeg husker ret) og den smager godt nok himmelsk. Ved turens afslutning glemte jeg at afregne. Det var virkelig en forglemmelse, undskyld Bente. Min samvittighed har plaget mig lige siden. Jeg har ikke kunnet sove én eneste dag siden. Om natten går det dog stadig godt nok. Jeg har lovet hende en kop øl, eller en kande kaffe, hvis hun skulle komme på disse kanter.
Vi kom snart igen ind på skovvejene, hvilket er mere anstrengende, men langt hyggeligere. Turen var dog ikke så lang. Vi parkerede cyklerne i noget buskads. Her holdt SNS´s lille lastbil med vores grej. Og kasser med økser, save, spader, mad m.m.m.
På med rygsækkene, og vi gik nu til en lille sø uden vand. Dvs. i den ene ende af søen var der gravet et hul hvor al vandet åbenbart var løbet ned i. Det ses i øvrigt tydeligt på nogle af billederne. Det var sådan set heldigt nok, da Tonny lavede bål i den tørre del af søen. Mens Tonny lavede bål, fik vi vores Thy Pils, siddende på moder jords pragtfulde lyng. Efter 25 km på en sort cykel er det betydeligt bedre end en sadel..
Efter lidt afslapning, begyndte vi at bygge bivuakker. Dvs. vi snød lidt. SNS havde medbragt nogle "Harald Nyborg Presenninger" vi kunne bruge. Træ til pløkke og stænger måtte vi hugge i skoven. Vi fik alle lavet nogle udmærkede sovesteder. Peter og Peter lavede hver sin egen eenmandsbivuak. Peter Rasmussen fik lavet sin et lidt uheldigt sted.
Nu er det således, at jeg i grunden inderst inde er en meget høflig person, så jeg vil ikke være den første til at gå til ro. Det er lidt synd hvis der skal stå nogle få personer omkring et bål, og kede sig med en flaske rødvin. Så af ren og skær høflighed…Jeg fik lidt overbalance, og blev nødt til at træde et lille skridt baglæns. Nu er lyngen lang og filtret, og terrænet er temmelig ujævnt, så det lille skridt blev pludselig til flere store i vilkårlige retninger. Heldigvis blev jeg stoppet af Peters bivuak. Undskyld Peter. Det skal ikke gentage sig.

Aftensmad
Tonny var mesterkokken denne aften. Efter at have bygget bål i søen, lagde han en del knytnævestore sten ind i ilden. Dernæst gravede han et hul. Nu begyndte han at tilberede køller og skanker af et rådyr. Med sin jagtkniv prikkede han en masser huller i kødet. Jeg pillede 1½ hvidløg, hvilket giver temmelig mange fed. Disse fed skar jeg i halve, så var der ca. dobbelt så mange, så vidt jeg kan regne ud, uden at have en baggrund som revisor. Disse blev alle stoppet i hullerne i kødet. Kødet blev nu pakket i staniol. Stenene var efterhånden blevet godt varme, og bunden i det lille hul blev nu dækket af en del af disse. Kødet blev lagt på stenene, og blev nu dækket af de resterende sten. Til sidst blev hullet tildækket. Nu var det så bare at vente. Kim havde tilfældigvis taget lidt rødvin med. Fire rødvin til 14 personer. Det syntes meget passende. Efter et par timer, kunne kødet tages op, og nydes. Det tror jeg også vi alle gjorde.

Aftentur til havet
Blev sløjfet til fordel for næste punkt.

Lejrbål og til køjs
Rigtig råhygge. Meget godt snak og gode historier. På et tidspunkt, sagde jeg til James, at det i grunden er sjovt nok, at det plejer et være sådan, at når man er sammen med en flok mennesker, er de næsten alle, hver især, nogle herlige personer, men der plejer altid lige at være én, man ikke rigtig er på bølgelængde med. Og sjovt nok, har jeg ikke mødt ham på denne tur. James kiggede lidt på mig, og sagde: Nej, du har ikke ! Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem han mente.
Godnat, James.

Morgenmad og smøring af madpakker.
Op. Ca. kl. 07.00. Nogle snuede lidt længere. Vi sov ellers godt, trods blæst og lidt byger. Kun Morten var oppe midt om natten, for at banke bardunerne længere ned, da presenningen blafrede, og derved larmede så han ikke kunne sove. Det lykkedes også for ham med bankeriet, at få vækket alle vi andre. Tonny havde allerede lavet bål, og kogte nu vand til kaffe og æg m.m., mens vi pakkede sammen, både grej og presenninger. Dejlig tørvejr til morgenmaden. Vi smurte vores madpakker, og var klar til at drage af sted .

På cykel - gennem Stenbjerg Plantage til nordenden af Ove Sø.
Vi havde nu, en times tid til næste etape, hvor vi skulle finde kanoerne. Så vi måtte igen i sadlerne. Ved første kryds var Peter Petersen og Tonny, vores guide ikke helt enige om hvilken vej vi skulle, men Tonnys rute blev naturligvis valgt. Efter at have cyklet et godt stykke vej kørte Peter igen op på siden af Tonny, og forklarede, at vi cyklede den forkerte vej, hvilket de stod og snakkede lidt frem og tilbage om. Enden blev, at Peter fik lov at bestemme, og vi vendte derfor cyklerne, og cyklede lidt tilbage, for dernæst at dreje ind ad en grusvej, som gik opad, for at komme ned til søen. Vi havde vel cyklet 5 minutter ad denne vej, da Kim dyttende kom drønende i SNS´s bil, og råbte vi ikke kunne komme den vej. Så vi måtte igen vende feltet, og cykle videre ad Tonnys planlagte rute, hvorefter vi til sidst endte ved søen, hvor der lå en flok kanoer og ventede.

Kanosejlads gennem Ove Sø og Hvidbjerg Å til Morup Mølle.
Vi blev nu alle iført de obligatoriske redningsveste.
Der blev sagt, at det ville være ønskeligt, om vi kunne finde sammen tre og tre, sådan at der var både erfarne og ikke erfarne i samtlige kanoer. Marianne udtrykte, at hun aldeles ikke var erfaren, om vi kunne sejle sammen. Ja gerne, og da det så ud til kanoerne var besat som ønsket, var vi Janne, Marianne og undertegnede i samme båd. Janne og jeg har begge sejlet en del, så hun fik lov til at bestemme hvor hun helst ville sidde. Hun valgte skippers plads, og det var faktisk sjovt nok, da jeg aldrig tidligere havde prøvet at sidde foran. Så lærte jeg også det. Det er måske ikke helt så nemt som der ser ud til fra min vante plads. Måske har jeg ind imellem været lidt hård ved mine egne børn, når jeg har siddet og råbt nede agter. Marianne sad selvsagt midtskibs. Søen var meget fin, men lidt blæst, uden de store bølger. Marianne var dog ikke helt tryg, og troede flere gange vi ville vælte. Janne og jeg sagde, at det er næsten umuligt at vælte i en kano, når vi bare alle bliver siddende. Jeg måtte ydermere love Marianne, at hvis det alligevel skulle ske, ville jeg redde hende. Jeg blev helt nervøs for om vi nu også kunne klare det uden at vælte. For det er trods alt kun næsten umuligt at vælte.
Vi klarede turen over søen, og gik ind i smult vande, da vi kom til Hvidbjerg Å. Nu var Marianne også blevet fuldstændig tryg, og nød turen. Vi så bl.a. en del fiskehejrer, enkelte isfugle og vistnok en enkelt dobbeltbekkasin. Og en ko. Janne og Marianne ved begge to en hel del mere om planter end jeg, så de kunne fortælle en masse om, hvad de forskellige hedder. Så nu ved jeg det også. Jeg har godt nok glemt det. Jeg kan jo altid sige, hvis jeg på næste kanotur bliver spurgt hvad de og de planter hedder, at jeg godt ved det, men kan ikke lige komme på navnet.
Vel ankommet til Morup Mølle kunne vi slappe af en times tid, tror jeg. Her blev vi interviewet af en freelancer, som lovede mig, at han ville sende mig en mail, når han vidste hvornår det kom i Jyllandsposten. Så det gør han måske engang.

Fra Morup Mølle i bus til udgangspunktet i Vilsbøl Plantage.
Busturen gik stille og roligt.
Tilbage ved udgangspunktet, blev vi igen interviewet af TV MidtVest, de af os der ville.
Vi fik en lille sludder om turen, over et æble og en kop kaffe.

Farvel og tak
Lige som vi var ved at sige farvel og tak, slugte jeg en hveps, men fortrød da den var 15 cm. nede i halsen. Jeg hostede den derfor op, hvilket må have været til irritation for hvepsen, for lige da den vendte i luftrøret stak den mig. James og Morten var ikke helt trygge ved situationen. Nok mest fordi de skulle op at køre med mig hjem. Men James var parat til at yde 1.hjælp hvis nu det skulle begynde at hæve, med risiko for, at luftrøret kunne stoppe. Han sad med sin skarpslebne dolk, parat til at lave et strubesnit. Hver gang jeg rømmede mig lidt, rykkede det så underligt i hans højre arm, at jeg dårlig nok turde rømme mig på resten af turen. Jeg er kommet mig helt uden fysiske mén. Jeg klarede det med en pibe tobak. De psykiske lidelser ovenpå skrækken over James´s machete, sidder mig stadigvæk i halsen.
Morten skulle nå toget i Holstebro, så vi kørte raskt til. Vi kom kun tre minutter for sent, så det kunne jo have værret værre !!!

En herlig tur, med en flok dejlige mennesker.
To kompetente og hyggelige naturvejledere.
Tak for det.
Håber SNS snart mangler nye testpersoner.

Jørgen Bukholt
August 2004